Om mit arbejde... og om kunsten

Tekst til Corner 2019, nogle selvportrætter

På Corner 2019 sætter jeg selvportrætter ind i en kontekst, som måske kan uddybe nogle forhold ved mine arbejdsprocesser. Ved gennemgang af selvportrætterne har det vist sig, at de er blevet til i de år, hvor omfattende ske i min tilværelse er indtruffet. Nydannelser trænger sig efterfølgende på som form - måske undersøger jeg i selvportrættet nye veje at gå, som videreføres i mit øvrige tegnearbejde.

De tidligste selvportrætter fra tiden på Kunstakademiet viser formen i rummet, erkendt som streg på papiret. Efter akademitiden flyttede jeg til Saltum og fordybede mig her i iagttagelsen, den langsomme tegneproces og dens ro. Sådan arbejdede jeg videre.

Særligt nogle af de store mestre bag de tegnede og malede selvportrætter har gennem årene tiltrukket sig min dybe beundring og interesse: El Greco, Velazquez, Rembrandt, Kollwitz ... Men også kunstnere fra nyere tid, som eksempelvis Joseph Beuys og hans lille fantastiske værk på papir "Miserere" - det kunne måske være et selvportræt, eller måske en Kristusgengivelse.

Alle mestrenes værker indeholder eksistentielle og kunstneriske værdier, og de igangsætter dermed os alle gennem oplevelsen.

Lige som kunstværker i andre genrer kan igangsætte: musikken, det skrevne ord. Ganske stærkt og tankevækkende beskriver komponisten Arvo Pärt, hvilket indtryk Anish Kapoors installation "Marsyas" gjorde på ham, dan han første gang så den (citeret fra Henrik Marstals udgivelse 2008 om Arvo Pärt): "Mit første indtryk var at jeg som et levende væsen stod foran min egen krop og var død som i en tidsforskydning, hvor nutid og fremtid fandtes på samme tid, hvor mit liv fremstod i et andet lys. I dette øjeblik havde jeg en stærk fornemmelse af ikke at være klar til at dø. Og spørgsmålet meldte sig hvad jeg kunne udføre i den tid der var igen."

Efterår 2018.

Kan billedkunsten bevæge menneskene i dag?

Billedkunstneriske værker er tavse... alligevel bevæges vi som betragtere flere hundrede år efter skabelsen af Giottos værker, af Rembrandts, og i nyere tid af Käthe Kollwitz´, Anna Anchers og Olivia Holm-Møllers værker. Det menneskelige fortolket af de store figurative billedkunstnere sætter sindet i bevægelse. Der kan sættes mange ord på værker og hvad de gør ved mennesket - og godt for det: ord kan bane vej for anderledes tilgange end ens egne, og kan sætte værkerne i sammenhæng med andre epokers kunst. 

Det er straks meget sværere at sætte ord på "kunsten" i billedet.

Figuration i dag udspringer ikke så ofte af arbejdet med koncentreret iagttagelse. Der fortælles historier i billederne, hvor man bruger naturalistisk gengivelse i specielle sammenhænge i det koncept, man vælger - den idé, man som kunstner ønsker at fremstille. Nogle vil kalde denne type billedkunst "litterær": det er ordene som idé, der er udgangspunkt, ikke synsoplevelserne, det sansede.

Kan det ikke være ligemeget? Når det bare siger een noget? Det kan nok stå hen i det uvisse - billedkunstens suverænitet opnås nok ikke, hvis den individuelle iagttagelse af farve, rum, form ikke ligger som underlæggende kvalitet i værkerne. Uden dén bevæges man ikke som publikum - underholdes måske nok. 

Det menneskelige sind er dét, der former den individuelle sansning, og den kunstneriske evne er dét, der formår at formidle oplevelsen til andre sind.

April 2017, Lene Rasmussen

 

Læs også under rubrikken   Litteratur / omtale.

Tekst skrevet til mine tegninger "Rummet ved Helligåndskirken" og "Ved Helligåndskirken", begge 2011. Statens Kunstfond.

"Som billedkunstner kan jeg blive meget grebet af oplevelser af rum, i form af afstande mellem elementer, og af proportioner; det være sig landskabsrum, rum i huse eller rum i byer: mellem og uden om huse. Sådan en oplevelse havde jeg, da jeg trådte ind i et studielokale i Kvndernes Bygning i København, med udsigten fra 3. sal til Helligåndskirken med pladserne og gaderne udenom, med træerne, og husene på Strøget. Det er vidunderligt at iagttage omverdenens mangfoldigheder. Som menneske har man sit sind, sit indre rum, og det er vel dét, der spejles i dét, man ser og gribes af og får lyst til at undersøge i et kunstnerisk medie.

Jeg er uddannet på Kunstakademiets Billedhuggerskole, fra 1973 hos professor Erling Frederiksen, i den egentlige billedhuggeruddannelse med studietegninger og modelleringsstudier. Derved er mine øjne blevet trænet i at se proportioner, former og rum. Så for mig bliver kirken en skulptur, en krop, med alle dens muropbygninger, flader - og med lyset, der fortæller om det. De lodrette mure i forskellige vinkler, vinduernes smukke buer. I de første 20 år af mit liv som kunstner arbejdede jeg meget med skulptur. Nu arbejder jeg udelukkende med tegninger. Det er imidlertid de samme problemstillinger, der er til stede, og som skærper min lyst til at gå videre, nemlig rum, proportioner, lys og skygge, der fortæller om ogkan bruges til at klargøre, hvad man gerne vil opnå - den kunstneriske proces.

Der ligger nogle strukturer og veje gemt i rummet, som jeg gerne vil finde og fastsætte, fra sted til sted, som synapser i hjernen eller planeter i verdensrummet. Afstandene varierer hele tiden, fordi det er den menneskelige oplevelse, der trænger igennem, og som egentlig skaber kunsten. En database er fantastisk spændende for mig at se, fordi den i princippet også er struktur, af felter, der fører til felter i et fiktivt rum - blot er de strengt opbygget og skal være det i kraft af deres formål. Et tænkt rum, et matematisk rum med en skønhed. - En levende struktur, altid i bevægelse, altid med forskellige toner og dybder, sådan er musik, digtekunst og tegninger.

Tegningen med titlen "Rummet ved Helligåndskirken" er tegnet om vinteren. Her suser ens blik ud i rummet omkring kirken; der er kun træernes bladløse og tørre mørke grene til at få een til at standse op. Grenene er om vinteren stive og ubevægelige i sig selv; de er sorte mod den lyse vandrette plads. Men de skaber bevægelse i kompositionen i tegningen.

Tegningen med titlen "Ved Helligåndskirken, II", er tegnet i højsommeren. Træerne er tunge af vældigt tungt løv, som duver i rummet ind mod kirken. Disse trækroner oplever jeg næsten som formverdener i bevægelse. Kirkebygningen står som en kontrast af støtte og ro. 

Jeg arbejder med blyant på papir og meget langsomt."

Lene Rasmussen, januar 2013

 

Tegnekunsten kan måske sammenstilles med digtekunsten: Her står tilbage som udsagn blot det essentielle. Man ser det hos de store italienske renæssancekunstnere, hos Rembrandt, hos franskmændene (se f.eks. nogle af Seurats sort/hvide tegninger - og Jacques Villon). - Som i digtekunsten tydeliggøres selve eksistensens begreb på den tydeligste måde med de færreste midler.

Juni 2012.

 

Levende form - begrebet får en ny betydning, når man betragter bølgebevægelser, og når man iagttager skyformationers dannelse. Cezanne ytrede efter sigende ønske om, at hans modeller skulle sidde "stille som et æble"... Det er ganske forståeligt, set udfra den betragtende kunstners synsvinkel. Når man skal analysere form og farve i synsoplevelserne og søge at nedfælde dem på lærred, papir eller i ler og gips, så ændres med eet helheden hos modellen, hvis pågældende flytter lidt på balancen i kroppen, eller drejer hovedet. Derved trænes man nu som kunstner i at skærpe evnen til i et splitsekund at fange det væsentlige og i at erindre det. Intet menneske kan sidde stille som et æble, og i virkeligheden brugte Cezanne ændrede synsvinkler som led i sin maleriske forskning.

Når man som jeg for nyligt stod oven over vand i Roskilde Fjord og iagttog dets bevægelser i de mange lag, kan det virke som en umulig opgave at fastholde dette element i al dets uro. Men der er noget uendeligt tiltrækkende i at gøre dette, at forstå gennem iagttagelse og forsøg på fastholden - og derefter atter at erkende den nye eksistens, den nye formverden.

Ved arbejdet med skyformationerne på granitudsmykningen i Saltum var jeg gennem en lignende proces, med levende formdannelse for ens øjne. Processen med synsoplevelserne og fravalgene er noget, der fylder meget i mit kunstneriske arbejde i disse tider.

15. august 2010.