Tekst af Eske K. Mathiesen

"En hare" gips og granit

 

Tekst:  Citater fra kataloget til udstillingen på Skive Museum 1984: ”Lene Rasmussen – skulptur og tegning”.

- skrevet af forfatteren Eske K. Mathiesen.

”Selv om man ser utroligt mange billeder mellem år og dag, er der alligevel nogle, der bliver hængende. Det er sjovt nok sjældent de flotteste, de mest farvestrålende eller de mest dramatiske. De kan være uanselige, men de rammer noget vigtigt i én og bliver ved med at befrugte sindet.

Sådan har jeg det med den hare, som Lene Rasmussen i 1979 udstillede på Kunstnernes Efterårsudstilling. Da var den i gips, men i 1982 på Corner genså jeg den i bronze. Den lå og trykkede sig med ørerne ned langs hovedet, den udstrålede ro på samme måde, som en lygte udstråler lys. Det var tydeligvis en bestemt hare, men samtidig var det alle harer i én, selve haren. På én gang ornament og naturalistisk billede som dyrene på de gamle græske mønter.

At skulpturen bl.a. fik sin spændstighed fra, at der virkelig var tale om en bestemt hare og en bestemt oplevelse, det bekræftede Lene Rasmussen i et brev: ” På det tidspunkt, jeg modellerede haren du skrev om, opholdt jeg mig på Sjælland i en frodig egn; harer boltrede sig på enge og marker mellem fugle og andre slags dyr; men komme på tæt hold af dem kunne jeg ikke. – En nat passede jeg mit arbejde som nattevagt på byens plejehjem – de gamle sov og jeg reparerede deres tøj, det var sommer og lyst tidligt, og da så jeg til min overraskelse en hare sidde lige uden for vinduet jeg sad ved – min model! Den sad stille i flere timer, sad og halvsov.

Gå til næste side